Vores øjne mødtes tilfældigt, og jeg så den dybe sorg i dine unge øjne. Dit indirekte råb om hjælp.

Du var langt ud over at række ud og bede om hjælp.

Du sad bare der. I begyndelsen af dine 20’ere, burde du være livfuld og med mod på livet. Men det var ikke sådan dit liv var.

Og sådan sad vi – stille og roligt – og bare ”var”. To fremmede mennesker i et stille moment – mens byen pulserede i baggrunden.

Efter en stund fik du lyst til at fortælle. Du havde haft en helt ”normal” barndom, lige indtil den dag, du pludselig mistede din far. Siden da havde du kæmpet med, om du var god nok.

I dag havde du været til eksamen. Du fortalte, at du havde fået 7 – ikke 12. Under eksamenen var der et spørgsmål, du ikke kunne svare på. Du oplevede, at censor rullede med øjnene, hævede øjenbrynene og stille trak på smilebåndet.

Det fik din dag til at vælte. Alt det, du har kæmpet med hele livet. Og jeg behøver vel næppe nævne, at jeg sad overfor en super intelligent ung mand med en stor portion menneskekendskab og selvindsigt.

Og hvorfor deler jeg nu dette? Ja, måske mit eget ”lille råb” og bidrag til at gøre op med meget af den ”måle- og perfekthedskultur”, jeg oplever, der er. Har vi ressourcer og støtte nok til alle de unge i dag?
Jeg ved, det er store spørgsmål – men denne oplevelse gjorde virkelig indtryk.

Tak fordi jeg fik lov til at være der sammen med dig for en stund. Tak for din tillid, og tak fordi jeg måtte hjælpe dig videre til at stå endnu stærkere i dit liv.

Hvor kan tilfældige møder gøre en forskel.