Antikke. Smukke. Dyre.
De samme, som havde fået huset til at fremstå let og eksklusivt på billederne.
Ejendomsmægleren smilede roligt.

“Det er sønnen, der er ved at hente dem. De indgår ikke i salget.”

Sønnen var kørt. Han ville komme igen om lidt.
“Har du mødt ham før?” spurgte jeg.
“Nej, men jeg har mødt de to andre søskende.”
“Men ikke ham her?”
“Nej, men alt er ok. Det er helt som det skal være.”

Senere gør jeg opmærksom på, at et vindue står åbent – får svaret:
“De er i gang med at lufte ud.”
”Hm. Så husk at lukke det. For jeg tror ikke, ’sønnen’ kommer tilbage.”
”Han var virkelig venlig siger ejendomsmægleren og jeg havde gerne hjulpet ham med at pakke bilen, hvis han ikke var kørt.”

Alt blev sagt med ro. Forklaringerne hang sammen.

Alligevel trak noget i mig. En indre uro.
Fornemmelsen af, at noget var forkert.

Og ja – vinduet var brudt op.

På vej hjem tænkte jeg:
Det her ligner det, jeg ser på bestyrelses- og ledelsesgangene.
Tegnene er der.
Forklaringerne er plausible.
Autoriteten er på plads.
Rummet falder til ro.

Men ét menneske mærker en uro, en indre alarm.
En oplevelse af, at noget ikke helt hænger sammen – uden at du endnu kan pege på hvad.

Og det er dér, det afgørende øjeblik ligger.

Når nogen vælger at blive i fornemmelsen og sige:
“Der er noget, jeg gerne vil forstå lidt bedre.”

Selvledelse, ledelse og bestyrelsesarbejde med overskud handler også om det.
At tage sine fornemmelser alvorligt.
At undersøge dem.
At handle på dem.

For de små mønsterforskydninger, uroen, den indre alarm, er sjældent tilfældige.

De er invitationer til at se nærmere.